Rejsen

Det er underligt. Nu rigtig på vej mod Argentina. Turen er slet ikk gået, som forventet og har været en god blanding af både positive og negative oplevelser. Kl. 16:30 kørte familien og jeg mod lufthavnen, efter en tårevældet afsked med min lille hund, Loui. Jeg prøver ihærdigt at bilde mig selv ind at han ingen form for tidsfornemmelse har og at han slet ikke ved at jeg er væk i fem måneder og …

det kun er mig, som lider i hans fravær.
Hele dagen havde jeg modtaget søde sms’er og opkald fra mine dejlige venner og dette blev jeg ved med i bilen. Endelig inde i lufthavnen. Klumpen i halsen voksede. Efter tjek in og en hurtig kop kaffe med familien skulle vi tage afsked. Helt forfærdeligt. Utrolig mange tårer og hulken og tilsidst var det op af rulletrapperne og et sidste glimt af min dejlige familien i fem måneder. Igennem sikkerhedstjekket stortudede jeg og tiltrak mig en del opmærksomhed. Den rare sikkerhedsmand kom forsigtigt hen og spurgte om hvad der dog var i vejen? Jeg måtte tage et par dybe vejrtrækninger og måtte forklare ham at jeg skulle væk i fem måneder. Han fandt et lille lommetørklæde frem til mig og klappede mig på skulderen “Hav et rigtig godt eventyr”
Videre ind i lufthavnen næsten helt dehydreret og totalt forgrædt måtte jeg et smut forbi Starbucks. Også her blev jeg mødt med sympati og gik derfra med gratis kaffe, kage og opmuntrende ord med på vejen + en klar opfordring på at dække de blå rander under øjnene. JO TAK! Ned mod gaten, hvor man fandt ud af at flyet blev 15 minutter forsinket grundet pladsmangel. Dette resulterede i at min i forvejen stramme tidsplan blev endnu mere stresset. Oven i alt dette måtte jeg opgive min fabelagtige plads med ekstra benplads til en ældre dame, som var kommet til skade. Lidt bittert, men sådan skal man gøre og hun blev meget glad og med på vejen fik jeg minpastiller. Endelig landede jeg i London og i god Usain Bolt style spurtede jeg fra flyet mod gate B47 i terminal 5.
Et ekstra sikkerhedstjek, en hel del rulletrapper, en lang toiletkø, en hurtig friskpresset appelsinjuice og æble i hånden, så var jeg klar til at gå ombord på flyet. På vej ned på min plads gik jeg gennem de forskellige klasser for passagerer. First Class, Business Class, lækre sæder, god plads. Jeg kiggede håbefuld op på sædenumrene og ønskede desperat at række 23 ville dukke op i en af de klasser. Man får desværre hvad man betaler for og her sidder jeg nu på monkey class med skrigende børn og ingen benplads. Halleluja for billige flybilletter. Heldigvis fik jeg gangpladsen så jeg kunne strække benene.
Gennem natten blev hele flyet vækket af kaptajnen. Der var en del turbulens og derfor skulle vi sove med sikkerhedsbæltet på. Grundet de mange forstyrrelser og bump blev det ikke til så meget søvn. Vågnede argentinsk tid kl. 5 hvilket svarer til dansk tid kl. 9. Landede så i Buenos Aires med store forventninger. Fandt min bagage, igennem immigrations køen, fik taget billeder, fingeraftryk, skulle udfylde visaformularer, opgive hvilke værdier jeg havde med, et ekstra sikkerhedstjek for så tilsidst at komme ud til Manuel Tienda Leon, som skulle transportere mig med en Remis til indrigslufthavnen ved navn Jorge Newbary.
Manden, som skulle køre mig, hed Antonio og kunne ikke et ord engelsk. Til stor overraskelse klarede jeg mig udemærket på mit skolespansk og fik ihvertfald lidt Info om byen. Turen varede godt og vel 40 minutter og jeg fik lov at se hele slumkvarteret. Mest af alt lignede byen det gamle Østberling med halvfærdige bygninger, tremmer for alle vinduer og døre og ikke et menneske på gaden. En smule skræmmende og slet ikke hvad jeg havde forventet. Ankom til indrigslufthavnen. Ikke et eneste menneske kunne engelsk. Efter megen kamp og et enkelt opkald til min mor kunne jeg konstatere at jeg her skulle vente i fem timer.
Lufthavnen var utrolig kold og alle mennesker gik rundt i deres store jakker. Utrolig sulten fandt jeg et billigt sted hvor jeg fik noget brød og sprite, hvorefter jeg flyttede mig hen på den nærmeste cafe for at få mig en kop kaffe. Begyndte at læse min medbragte bog og fik heldigvis tiden til at gå ubemærket. Købte en tandbørste, igennem sikkerhedskontrollen og nu sidder jeg ved gate 5 godt to timer før afgang. Med udsigt over landingsbanen går tiden lidt hurtigere. Endelig ankommet til Cordoba.
En ansat hos Project Abroad stod i lufthavnen og ventede på mig. Hun skulle transportere mig hjem til min værtsfamilie. Vi kørte gennem byen, som til min store overraskelse var fyldt med gadehunde. Tænkte bare godt at det ikke var min lille hund, som bor der. Endelig fremme og må konstatere at jeg bor i slum! Et lille rækkehus gemt bag tremmer der skal jeg bo i tre måneder. Allerede ved ankomsten fik jeg af vide at jeg kun må tage offentligt om dagen og kun taxa om aftenen!!!!!!! BASTA!!!!!!
Bortset fra det er mine værtsforældre så søde. Ines, mine værtsmor, er en ældre dame med knaldrødt hår og røde læber. Hun pludre på spansk i troen om at jeg forstår alt og taler ikke et ord engelsk. Men hun har allerede rost mit spanske og sagt at om tre måneder er jeg flydende! Hell yeah! Hendes mand Juan Carlos mistænker jeg for at være bange for mig. Han siger ikke så meget, men det skal nok komme. I huset bor to andre frivillige, som jeg desværre ikke har mødt endnu. Men de deler værelse og så har jeg mit eget. Den ene af dem flytter den 18 og så skal jeg overtage hendes plads.
Huset er ret specielt. Meget koldt og meget gammelt. En lækker tagteressa, eller lækker og lækker, ihvertfald en terrasse. En lille have med tremmer for oven. Føles lidt underligt når man er vant til så anderledes forhold herhjemme. Underligt badeværelse, men jeg kom ihvertfald i bad.  Imorgen kl. 11 kommer en fra Project Abroad og henter mig for at vise mig rundt i byen og tirsdag skal jeg ud og se skolen jeg skal undervise på. Lige nu går alt fint. Lidt hjemve, men prøver ikke at tænke så meget på det. Prøver ihærdigt at holde mig vågen så jeg ikke bliver totalt ramt af jetlag. Så blandingen af træthed og at ingen forstår mig 100% gør det hele lidt sværere, men jeg har det godt og Ines er rigtig sød ved mig. Heldigvis spiser hun ikke fisk hvilket er fantastisk😀
Skriver igen snart ♥ buenas noche dinamarca

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s