Længe ventet update fra Argentina

Sådan! Så er det tid til en længe ventet update her fra Argentina. Siden sidst er der ikke sket så meget, synes jeg, men når jeg ser på alle de billeder jeg har fået taget så ser jeg pludselig hvor meget der egentlig er sket og hvor hurtig…
Tiden er gået. Nu er der kun tre dage tilbage her i Córdoba, hvilket gør mig lidt trist, men tanken om Kenya driver alle triste tanker væk. Siden sidst har jeg fået nyt arbejde og har været der i nu seks uger, som har været fantastiske, anderledes, hårde, men vigtigst har været fyldt med kærlighed. Dagplejen ligger i et meget fattigt område, som hedder Santa Ana. Stedet har mange mangler, som f.eks. ordentlige veje! Hovedvejen er en nedtrampet grusvej. Bilerne burde have været kasseret ved slutningen af krigen og husene er ubeboelige. Hvis nogen af jer har set Slumdog Millionaire, så har i nogenlunde en ide om hvordan dette kvarter er.
Noget helt fantastisk ved kvarteret er at på trods af alt, som jeg ser og oplever, formår det stadig at bevare en hvis charme og hygge. Menneskene er søde og imødekommende. Jeg arbejder hver dag fra kl. 9 til ca. kl. 13:30, hvilket jeg desværre synes er lidt kort, men man må tag hvad man kan få hernede. Om morgenen kommer børnene bag på forældrenes motorcykler, uden hjelm, og bliver afleveret med noget morgenmad, som består af søde kiks, kager, sød yoghurt eller juice. Utroligt nærende. Efter vi har spist morgenmad leger vi på vores “legeplads”, som i Danmark ville være lukket ned grundet fare for skader, men hernede ser man anderledes på det og børnene ved oftest hvilke ting, som er farlige. Jeg tror man har et lidt anderledes syn på børn her. F.eks. så har man ikke barnevogne, så børnene sidder altid på forældrenes arm på trods af alderen.
Klapvognene har ikke en sele til børnene, så de falder ofte ud. Børnene er med ude og spise til meget sent på natten. Børn på seks år afleverer deres mindre søskende i børnehaven. Vi tegner, maler, synger, leger med legetøj, går tur og ser film. Deres favorit er Toy Story 3, som jeg nu kan fra start til slut på spansk. Ellers så ser vi film med spanske børnesange, som vi synger med på og danser til. Til frokost laver personalet mad, som de meget venligt også giver til os frivillige. Det er meget meget vigtigt at børnene spiser op og derefter får de dessert, som jeg har overalt på kroppen bagefter, hvilket har resulteret i utallige myggestik.
Efter maden ser vi film og ofte har jeg to børn på skødet og et par stykker hængende på ryggen. Børnene er helt fantastiske og giver meget glæde til os, som arbejder der. Den kærlighed du giver til børnene får du igen plus så meget mere. Det har været en helt fantastisk oplevelse og jeg ved at jeg i min fremtid skal beskæfige mig med mennesker, som dem jeg har mødt her. Selvfølgelig har det også været rigtig hårdt mentalt. Jeg har set ting, som har gjort mig rigtig ked af det og, som har holdt mig vågen om natten. Der er dage hvor jeg har måtte ringe til min mor og der mærker jeg bedst at jeg er langt væk hjemmefra.
Jeg var rigtig uheldig at blive syg hernede, men det sker jo når man arbejder med børn. Jeg var syg med feber, opkast, kulderystelser og manglende appetit. Jeg havde det bare rigtig skidt og det eneste jeg ville var at komme hjem. Det er rigtig svært at være syg i udlandet. Man er for det første alene. Derhjemme har min mor eller far kunnet se på mig at jeg ikke har haft det godt og har vidst hvad jeg skulle spise og drikker for at få det bedre. Det er rigtig svært når man ikke snakker sproget så godt, ligger med hovedet nede i toilettet, famler desperat med dansk/spansk ordbogen for at slå de rigtige ord op og der står en bekymret spansk værtsmor og spørg hvad, som er galt og du har ikke overskud til at sige et ord på spansk.
Lægerne hernede er….. Lad ,og sige det sådan at pludselig sætter jeg meget større pris på danske læger. De to gange jeg var til lægen fik jeg antihistamin for hoste og ibuprofim for menstruationssmerter. Det skal siges at det var ikke den tid på måneden. Så ja jeg spiste totalt ligegyldig medicin og havde det forfærdeligt i to uger. Så fyldte jeg 19 år. Denne begivenhed var usædvanlig stille i forhold til de tre sidste fødselsdage, hvor mine søde venner og jeg har haft en promille på over det tilladte. På arbejdet fik de kage, som børnene elskede og jeg fik sunget fødselsdagssang. Senere snakkede jeg med mine søde familie på Skype og fik den danske fødselsdagssang hvilket var rart. Om aftenen gik vi ud og spiste.
Dagen efter var vi igen ude og spise og om aftenen ville jeg prøve at tage bussen hjem til en forandring. Efter at have ventet i 50 nervepirrende  minutter kom bussen endelig og jeg satte mig på et enkeltsæde. Efter et par minutter kom en mand ind i bussen og satte sig på sædet lige bag mig og begyndte at røre ved mit løse hår. Jeg satte det op i en hestehale og har aldrig nogensinde været så sikker på at noget ubehageligt skulle ske. Jeg var heldigvis ved mit busstoppested og gik ned mod døren for at trykke stop. Imens jeg stod ved døren og den skulle åbne rejste manden sig op og løb ned mod døren. Jeg sprang af bussen og løb hjem så hurtigt jeg kunne. Heldigvis var manden fuld og seriøst klam så hen kunne heldigvis ikke følge med. Men efter dette tager jeg ikke en bus alene om natten igen.
Jeg var så heldig at jeg havde mulighed for at rejse en uge rundt i Argentina. En veninde og jeg rejste til syden, som her i landet er dejlig køligt. Vi kom først til Puerto Madrin, som var helt fantastisk. Her så vi pingviner, hvaler, sæler, lamaer, var på tehus, lækre restauranter og som det bedste var vi ved havet, som jeg ikke anede hvor meget jeg havde savnet. Efter to overnatninger tog vi bus videre til El Chalaftate. Her boede vi på et lækkert hotel, som var fyldt med gamle mennesker. Her skulle vi på to eksklusioner hvor den første var en bådtur. Her så vi den fantastiske natur helt tæt på.
Der kommer nogle billeder i slutningen og jeg vil ikke sige så meget om hvad jeg så, men lade jer se billederne og beslutte jer selv. Dagen efter så vi præcis det samme, men fra landjorden. Efter alt dette havde vi en dag i Buenos Aires, som jeg vil skrive lidt om i næste blogindlæg, da jeg skal dertil igen på torsdag. Jeg vil nyde mine sidste dage her og hygge med mine venner. Jeg vil vaske tøj, pakke og gøre mig klar til min rejse.
Mange kys herfra. Nina
Nina december 3Nina december 2nina december 1

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s